MIN SLÆGT

Udover navnet på min bedstefar kender jeg ikke min slægt længere tilbage. Min far Jens Kristian Laursen (Østergård) var født i Østergård. Min mor Mette Jensen i Vestergård. De var fætter og kusine. Men der var megen forskel på dem.

Både min far og hans brødre var stilfærdige og lidet talende, men med et stille lune, der viste, at de tænkte mere, end de sagde.

Vestergårdsfolkene derimod var livlige og vittige med meget mod på livet. De lo meget og holdt af at diskutere for diskussionens skyld. Min mor og Kristian Vestergård, der jo var søskende, kunne diskutere ivrigt, når han besøgte os. Da mor hørte til Indre mission og han langt fra, drejede diskussionen sig tit om religiøse emner. Ikke altid lige alvorlige.

Petrus Christensen, der var lærer i Hogager, før jeg blev født, fortæller i sin bog: To slægter, om en aften i Østergård, som jeg også mindes dem i min barndom.

"Ved langbordet sidder fire mænd og taler, og jeg er tilhører. Chr. Jensen fra Abildholt, den fantasirige sjællænder, fortæller kulsvierhistorier, lidt usandsynlige; men han nyder dem selv, og han bliver mere og mere sjællandsk, så vi karre forstå ham. Thomas Laursen fortæller om "kolden" i hans ungdom, som i 60´erne var ret almindelig i Jyllands moseegne. Jens Kr. Østergård og Kresten Vestergård kommer ind på gamle Sagn, på varsler, på overtro.
Alle har de oplevet noget, som de ikke kunne forklare.

Imellem alkoverne, hvor karlen og pigen har deres sengeplads, og langbordet har kvinderne sæde. Det bedste lys fra Hængelampen falder på deres arbejde. Gammelmor og svigerdatteren spinder, pigen og pigebørnene karter, Gammelmor giver undervisning, når tejerne ikke er spindelvævslette og gennemsigtige nok.
Om det så er karlen, har kvindfolkene lært ham at karte, og Gammelmor giver ham et venligt ord, skønt hans tejer ikke er helt efter ønske."

Et andet minde har jeg om vinteraftenerne.
Mændene siddende ved langbordet og diskuterende politik. De var alle gode venstremænd. Og talen faldt tit på, da man hjalp politimesteren ned af talerstolen i Holstebro. Det var det år, jeg blev født. Estrup havde givet politimestrene ordre til at overvære Bergs valgmøder.
I Holstebro anbragte han sig på tribunen bag Berg. Da denne ikke ville tale med politimesteren i ryggen, tog redaktør Thomas Nielsen og formanden for venstreforeningen Peder Noes, politimesteren under armen og førte ham ned i salen.
Berg fik seks måneders fængsel, som den egentlige anstifter, mens de to andre slap billigere.
Dette var mændene stolte af at have overværet. Og for bordenden hang et billede af de tre venstre førere: Berg, Boisen og Holstein Ledreborg.

De var stolte af, at man ikke sådan lod sig noget byde fra oven. Dette kom også til udtryk en del år senere. Vor gamle folketingsmand: Mads Mølgård blev vraget af bestyrelsen for venstreforeningen til fordel for een, som organisationen ønskede ind.
Men da man opdagede, at M. Mølgård ikke selv havde trukket sig tilbage, opstillede en kreds af uorganiserede ham, så vi fik to venstrekandidater, hvad kredsen også let kunne bære uden fare for, at et andet partis kandidat skulle blive valgt.
Ved vælgermøderne blev der et mægtigt skænderi, indtil M. Mølgård erklærede, at folk kendte ham så godt, at han ikke behøvede at deltage i vælgermøderne. Trods dette blev han valgt med mægtigt flertal. Folk skulle ikke lade sig noget byde af dem, der ville regere. Om min far husker jeg ellers ikke ret meget, da han døde, da jeg var ni år gammel.

Jeg havde engang handlet en ny lommekniv væk for et par værdiløse småting, som en dreng, der stod langt under mig i skolen, havde prakket mig på. Da hørte jeg min far sige til en anden mand om mig, at nu var jeg begyndt at handle og var naturligvis blevet snydt. Men man skal jo snydes, indtil man lærer at handle. Det var jo en flov en for mig. Men jeg lærte aldrig at handle.

Engang havde en anden dreng prakket mig en pibe på. Jeg viste den stolt hjemme. Men far tændte den og røg lidt på den, hvorpå han sagde, at den ikke duede. Den måtte hellere smides i kakkelovnen. Jeg røg ikke, før jeg blev 20 år.

Far lå syg af tæring et års tid. Om foråret, da han nok vidste, han skulle dø, gav han mig sit lommeur. Det skulle jeg have for at passe kreaturerne om sommeren. Jeg var ikke stor nok til at forstå den kærlighed, der lå bag. Og jeg har bittert fortrudt, at jeg ikke har bevaret det som et kært minde.

I 1899 blev der bygget et kapel i Hogager, så vi fik nær til kirke. Far var i udvalget, men døde, inden kapellet blev indviet. Det er et eksempel på, hvor nøjsomme folk var, at de havde fået en tegning på et kapel til 4.000 kr, men ministeriet nægtede at give tilskud til et på mindre end 8.000 kr. Nu har man endda måttet bygge til, for byen er jo vokset sig stor.

Vi blev ikke kælede for som børn, heller ikke gav man på anden måde udtryk for kærlighed. Den var vist så stor en selvfølgelighed, at man ikke tænkte på at give den udtryk.

Mor var jo fra Vestergård og havde deres livlighed og livslyst. Men i hendes ungdom var der en stærk indremissionsbevægelse på egnen, og mor blev "omvendt".
Dog var hendes sunde natur så stærk, at det ikke forkludrede hende. Hun talte aldrig til os om det hjemme, og da søskendeflokken gik hver til sin side, tror jeg ikke, hun nogensinde var ked af dette. Vi havde vor frihed, dog fik jeg aldrig lært at spille kort og drikke spiritus. Heller ikke kunne hun deltage i missionsfolkenes almindelige moralske fordømmelse af anderledestænkende.
Man kan snarere sige, at hendes tro viste sig i en naturlig trang til hjælpsomhed overfor småfolk. Hun havde næsten mere omsorg for dem end sine egne. Men det kom vel af, at hun ventede mere af os i retning af at kunne hjælpe sig selv end af de fattige.

Med hensyn til forholdet til de mange småfolk mindes jeg også min far.
En vinter kom en husmand, der kun havde een ko, og tiggede hø, da hans var sluppet op. Han fik så meget, han ville have i et reb på nakken. Men han havde taget så meget, at han næsten ikke kunne bære det og gik og svingede fra den ene side til den anden på vejen. Far så smilende efter ham og sagde til mig, han kunne jo have taget lidt mindre og så være kommet igen. Vi tænkte jo ikke på, at han måske skulle overvinde sig selv til at tigge og derfor nødig gik oftere end nødvendig.

Da far døde, stod mor med en børneflok på syv. Den ældste Laust var da knap 20 år. Det var vanskeligt. Og tre år efter giftede mor sig igen. Han hed Kristian (Jensen) Søndergaard og ejede gården Lille Hessel ca. 3 km fra Hogager. Han havde villet haft mor i deres ungdom, og havde nu gået som ungkarl i al den tid. Han var vel ikke så begavet som vor rigtige far, men han var så ualmindelig god mod os. Ikke mindst mod mig, der kom til at gå som karl hos ham i hele min tid som ung. Laust købte Østergård og mine storesøstre holdt hus for ham, indtil han giftede sig. Vi mindre børn fulgte mor til Lille Hessel.

Om mors forhold til småfolk endnu et par ord. Da loven om hjælpekasser kom, blev mor valgt i bestyrelsen. Hun var jo kendt for at have kendskab til de trængende. Og formålet var at hjælpe de værdigt trængende, så de ikke havde nødig at komme på fattigvæsenet. Jeg tror, hun var glad for at få penge til rådighed, men hun gjorde en bitter erfaring: Når hun kom til nogle, hun syntes havde fortjent en hjælp, hændte det, at de afviste hende, når de hørte, at det ikke var hendes egne penge, men af sognets kasse. Derimod blev hun bestormet af folk, som hun mente, selv var skyld i deres vanskeligheder.

Der boede en fattig enke i et lille hus i kanten af heden. Hun havde en voksen datter gående hjemme. Nu snakkede folk om, at der var en gårdmandssøn, som boede hos denne datter om natten. Og engang besøgte mor denne enke. Hun havde da sagt: Ja, han er her jo om natten, og det er vel ikke helt rigtigt, men det er jo da en gårdmandssøn, så går det galt, kan han jo da betale for sig. Mor kom hjem og fortalte dette. Men der var ingen fordømmelse i hendes måde at fortælle på, snarere medlidenhed.

Jeg tror, enkens ord var et godt udtryk for fattiges syn på sig selv og de mere velhavende. Fattigdom kan også fremme trællesind.

Da mor fyldte 90 år, skrev egnens poet, Jens P. Løvig , et lille vers om hende i avisen. Det giver et godt indtryk af, hvordan både egnens folk og jeg mindes hende