Borbjerg og Feldborg Plantager
Om Skoven vi kendte i
vores barndom i 1940erne.
Af Grete Jacobsen
Man kan da ikke sige Hogager, uden at nævne Borbjerg
og Feldborg statsskove. Og det er vel nu godt og vel
hundrede år siden, disse blev tilplantet. Jeg har da
kendt personer, her fra Hogager, som har fortalt om
at de var med, til at beplante Borbjerg plantage.
Feldborg statsskov har sådan
lidt en mærkelig historie, bag sig.
Det var dengang bønderne skulle betale skat, til
kongen og der var en mand i Haderup, som skulle
opkræve skatten, hvad han også fik gjort, men glemte
bare, at sende pengene til kongen. Da så kongen kom
i tanker om ville have sin skat, fra de gæve
vestjyske bønder, havde de ikke fået nogen
kvittering
på, at de havde betalt en gang, men det ville kongen
åbenbart ikke tage, for gode varer og bød han skulle
have sine penge her og nu. Kan jo som bekendt ikke
plukke hår af en "skallet".
Og de stakkels landmænd og koner, havde ikke så
kunne betale skatten en gang til. Hvorefter gårdene
gik på tvangsauktion og de bønder måtte flytte, fra
hus og hjem, hvorefter, så vidt jeg har hørt og
læst, blev jorden overtaget, af staten.
Jeg husker da var barn og når vi plukkede
tyttebær, inde i Feldborg statsskov, at vi
nogle gange stødte på ruiner og rester, af de
omtalte, forladte gårde. For de godt og vel hundred
år siden, da var det ikke som nu, så raffineret, med
teknologi og computer, hvor kan sidde bag en skærm
og på sekunder, få oplysning, om næsten alt, her og
der, man synes nogen gange, det er gået i den anden
grøft (som siger), så næsten kunne ønske tilbage
til, hakke, skovl og spade.
Men hvor må der være brugt mange arbejdstimer på,
at tilplante skovene, lave diger, om dem. Det har
vel så også, holdt brødet på bordet, til mange
arbejds og småkårsfolk, jeg mindes endnu, da var
barn, hvor stor en flok, nogen gange, kom cyklende,
her forbi, om morgenen til og aften fra skoven. Det
meste af arbejdet, foregik jo dengang, med
håndkraft, ved hjælp af økse, sav, til fældning af
træerne. Save, måle ud til rummeter, hvad ordet vel
siger skulle have samme højde, som brede, nemlig en
meter, hvor mange sådanne en mand kunne lave på en
dag, er ikke klar over, afhang vel meget af hvilken
blev sat til. Fik for nylig at vide, at da man
arbejdede med økse og sav, da kunne en mand vel
sætte en til to rummeter om dagen, da så det blev
moderne
Plantekasserne og svinge planteroden ned i en
revne, som mændene, lavede med en spade og træde
godt rundt om planten, der hvor der i forvejen var,
lavet plantehuller, eller taget overjord af, jeg
selv har s*4
Så var der oprydning af kvas og samle pyntegrøn,
i efteråret, men det bedste for mit vedkommende, til
trods det ikke var der fik den største betaling for,
men det kan ikke sammenlignes, med noget, bare så
vidunderlig, sådan en forår og forsommer morgen,
hvor alt duftede, af nyudsprungne træer, fuglesang
osv. og når tænke sig, vi som regel var, en ti til
tolv stykker, som arbejdede . og spiste
sammen, det var rigtig meget hyggelig og fornøjet og
så var der dengang ikke engang noget med
frokost huse, der var vist, et par enkle i hele
Borbjerg plantage, hvor kunne sidde to mand, hvis
krøb sammen fire. Nej vi sad såmænd alle i en lang
række på grøftekanten. Jeg kan huske jeg jeg havde
taget en gammel sovepose med, i bagage bærer, hvor vi
godt kunne være nogle stykker på, som forhindrede,
at vi ikke blev så våde på bagenden, i skoven varer
det jo længere før duggen forsvinder, end udenfor,
med sol og vind, fik godt nok en spydig bemærkning,
en dag fik besøg af skovfogden, da han så min
sovepose, om jeg brugte den at ligge i, vi sad netop
og spiste, da manden kom, ja' det kan den jo
da bruges til, det kan da godt være, var vist mit
svar. Da manden var gået igen, ved ikke om det er
uartig skrivning, men snakkede med en kollega om, at
jeg kunne have svaret, at han jo også gik, går j^g
da ud fra, med redskaber til voldtægt, men behøver
ikke være vold -tægts forbryder af den grund.
Dog ikke alt har altid været, ene "sødsuppe", en
mand på , i firserne, fortalt at da han var en stor
dreng, var også med til plantning, af træer og
gjorde voksen mands arbejde og ikke ene med dette,
i frokostpausen, måtte, en af damerne ud til
skov diget, for at amme, den sidste nye barn, som
nogle ældre søskende, kom slæbende med, men det
ligger en generation længere tilbage end nogen på
mit plantehold, samme ældre mand fortalte også om
dengang var "Dis med skovridder og foged, men det
kneb lidt for hans mor, at holde styr på og en dag
havde besøg, af skovrideren, da at hver anden gang
sagde, De op. Deres til sin egen mand og du til
skovrideren, hvad "knægten" ikke kunne lade være med
at more sig over.
Her tilbage til anden verdenskrig 1940 - 1945, da
blev det jo småt med næsten alt og ikke mindst
benzin, hvad kun kunne bevilges, til det alle
nødvendigste. Falck og jordemødre, som læger.
Hvad gjorde man, nogen, hvem havde sådan en
sjældenhed, som bil, stablede den op, mens andre som
måtte, skulle være kørende, fragtmænd, som skulle
køre svin til slagteriet, købmanden, som kørte
landture og fik æg med på retur, rutebiler med
flere, noget måtte gøres.
En fiffig "knold" fandt ud af, at sætte en
såkaldt, generator, bag på bilerne. En tøndeformet
kakkelovn, som satte bag på bilerne, hvad kunne fyre
i, det må så have dannet gas, eller hvad ved jeg,
blot at det fungerede og der kunne næsten alt
brændbar bruges.
Det blev vel nok en af de største ekstra
indtjenings kilder, til arbejds og småkårsfolk. Man
købte et såkaldt sankekort, hos skovfogden, som gav
lov til at samle grankogler, i en måned frem,
før skulle fornyes igen og jeg skal love, vi samlede
kogler, i tons vis, det var ikke sæsonpræget, kunne
samle kogler hele året, blot der ikke var faldet,
for meget sne og har det som andre kogler, når
bliver lagt et tørt sted og solen varmede dem op, da
spilede de sig ud og blev næsten tre gange større,
som i våd tilstand. Hvis da blev udsigt til regn fik
man travlt med at slæbe kogler i hus, de solgtes
nemlig efter fylde, pr. hektoliter, i nogle sække,
som fik udleveret, af kunderne og var på størrelse
med nu, vores affald sække.
Grankoglerne var åbenbart gode at tænde op og
fyre med, i genoratorerne. Men heldigere var de
damer, som var gift, med en skovarbejder, de måtte
nemlig samle spåner, hvor manden havde skovet, nogen
gange, kunne man godt tænke, det var da en
forfærdelig masser spåner, efter fældning af bare et
træ. Jeg mener spånerne var højere i pris, end
kogler, havde nok også ikke så lidt mere brænde tid,
til genoratorerne, men jeg husker ikke der var nogen
form for konkurrence, tvært imod. Og flere, som
aldrig før havde haft noget med skoven at gøre,
samlede kogler på livet løs, dog var der en vis
respekt, for hverandre, det var sådan, en stille
overenskomst, havde man lagt en dynge kogler for
enden, af en vej, ja' så var der bare ingen andre,
som samlede kogler netop der, på denne vej
N.B. Om Feldborg plantage, som åbenbart er
omkring dobbelt så gammel som Borbjerg, kan der
findes nærmere forklaringer på i bogen, som hedder
Af hedens saga, skrevet af Øyvind Lier Hansen.
(Udgivet 1996 af Feldborg Borgerforening)
Man kan da ikke sige Hogager,
uden at nævne Borbjerg og Feldborg Statsskove. Og
det er vel nu godt og vel hundrede år siden, disse
blev tilplantet. Feldborg har sådan lidt
en mærkelig historie, bag sig.
Det var dengang bønderne skulle betale skat, til
kongen og der var en mand i Haderup, som skulle
opkræve skatten, hvad også fik gjort, men glemte
bare at sende pengene til kongen. Da så kongen kom i
tanker om ville have sin skat, fra de gæve vestjyske
bønder, havde de bare ikke fået nogen kvittering på,
at de havde betalt en gang, ville kongen ikke
tolerere, men ville have sin skat nu. Kan jo som
bekendt ikke plukke hår af en skallet.
og de stakkels landmænd og koner, havde ikke så
kunne betale en gang til, og måtte flytte fra hus og
hjem. Da var det ikke som nu, hvor teknologien, har
bredt sig, hvor raffineret maskinerne har bredt sig
overalt og kan sidde bag en computer og regne ud
sådan og sådan, det er næsten lige ved somme
tider, at kunne ønske tilbage til hakke, skovl og
spade, som synger om. Men hvor må der være brugt
mange arbejdstimer på, at tilplante skovene, lave
diger om dem. Det har vel så også, holdt brødet på
bordet, til mange arbejds og småkårsfolk, jeg mindes
endnu, da var barn, hvor stor en flok, nogen gange
kom cyklende, her forbi, om morgenen til og aften
fra skoven. Det meste af arbejdet, foregik jo
dengang, med håndkraft, ved hjælp af økse, sav, til
fældning af træerne. Save, måle ud. til rummeter,
hvad ordet vel siger skulle have samme højde,
som brede, hvor mange sådanne en mand kunne lave på
en dag, er ikke klar over, afhang vel meget af
hvilken afdeling blev sat til
Ved nyplantningen for og efterår, havde man
damerne med, som skulle bære plantekasserne og
svinge planteroden ned i en revne, som mændene,
lavede med en spade og træde godt rundt om planten,
det var hvor der i forvejen, var lavet plantehuller,
eller taget overjord af, jeg selv har været med som
plantekone, nogle år i 1960erne, begyndte som sæson
arbejde, dog skal siges, efterhånden kunne sæsonen
snart nå sammen, så var der oprydning af kvas og
samle pyntegrøn, i efteråret, men det bedste
for mit vedkommende, til trods det ikke var der fik
den største løn, men det kan ikke sammenlignes, med
noget, bare så vidunderlig, sådan en forår og
forsommer morgen, hvor alt duftede af nyudsprungne
træer, fuglesang osv. Og når tænke sig, vi som regel
var, en ti- til tolv stykker, som arbejdede og
spiste sammen, det var rigtig meget hyggelig og
fornøjet og så var der dengang ikke engang noget med
frokost huse, der var vist et par enkle i hele
skoven, hvor kunne sidde to mand, nej vi sad såmænd
alle i en lang række på grøftekanten.
Dog ikke alt har altid været, ene "sødsuppe", en
mand på i firserne, fortalte, at da han var en stor
dreng, var også med til plantning af træer og gjorde
mands arbejde og ikke ene med dette, i
frokostpausen, måtte en af damerne ud til skov diget,
for at amme den sidste nye barn, som nogle ældre
søskende, kom slæbende med, men det ligger en
generation, længere tilbage, end nogen på min
plantehold, samme ældre mand fortalte også om
dengang var Dis med skovridder og foged, men det
kneb lidt for hans mor at holde styr på og dag havde
besøg af skovrideren, da at hver anden gang sagde
De og Deres, til sin egen mand og du til skovrideren,
hvad knægten ikke kunne lade være med at more sig
over.
Her tilbage til anden verdenskrig 1940 - 1945, da
blev det jo småt med næsten alt og ikke mindst
benzin, hvad kun kunne bevilges, til læger, Falck og
jordemødre. Hvad gjorde man, nogen stablede bilen
op, mens andre måtte og skulle være kørende,
fragtmænd som skulle køre svin til slagteriet,
købmanden som kørte - landture og fik æg med på
retur, rutebiler med flere, noget måtte gøres. En
fiffig knold fandt ud af, at sætte en så kaldt
genorator, bag på bilerne, en tøndeformet kakkelovn,
som satte bag på bilerne, hvad kunne fyre i, det må
så have dannet gas, eller hvad ved jeg, blot at det
fungerede og der kunne næsten alt brændbar bruges.
