I Hvam solgte vi normalt en oxhoft brændevin om måneden, d. v. s. ca. 250 til 260 potter fra De danske Spritfabrikker i Aalborg. D.D.S.F. stod der på enden af tønden, hvilket min senere chef i Vildbjerg oversatte til „Denne Drik Skabte Fanden". Det store kvantum brændevin betød dog ikke, at forretningens kundekreds var særlige storforbrugere, men dengang var forholdet til brændevin anderledes end i dag. Mange af vore kunder var meget mådeholdne eller ligefrem afholdne med hensyn til stærke drikke, dog havde man altid i landejendommene en flaske brændevin stående i tilfælde af, at et af kreaturerne blev syge, eller når en ko fik kalv, så fik den gerne en hel flaske brændevin. Brændevin var medicin. 

Den første lukkelov
Den første lukkelov kom først i århundredet. Der skulle lukkes klokken 20 med undtagelse af lørdag, da måtte der handles til kl. 23. Søndag var der lukket hele dagen, og det var herligt. Det var egentlig en dårlig lukkelov, eller var det folks vaner, der var dårlige? Om formiddagen var der gerne en del at lave med at ekspedere, men det ebbede ud op ad middagstid. I middagsstunden kunne der komme en dreng, der var klemt af en 2-øre til brystsukker, små handler ellers så godt som intet. Men sidst på dagen, hen i nærheden af - eller måske over - lukketiden, så kom det store rykind. Det var værst om sommeren, når folk havde fået deres aftensmad, da drog landmændene af sted til købmanden, medbringende deres kurve fyldt med æg; nu skulle der handles. Vi fik travlt og kunne ikke tilnærmelsesvis blive færdige til lukketid. Var bønderne så faldet i snak med hinanden, ja så var de ikke til at blive kvit. Lørdag aften var det ungdommens tur. Da kom karlene, og det var dem, der fyldte butikken, og de holdt ud til kl. 23.  til top

Varde Marked
Nogle af Hvams gårdmænd rejste somme tider til Varde marked for at købe kreaturer. Det er sikkert ved en sådan lejlighed, at en gårdmand fik en beskrevet 100-kroneseddel med hjem, hvilken jeg senere fik i butikken. Sedlen var blevet tilføjet følgende ordlyd:

På Varde marked for den røde stud jeg fik dig sammen med flere, nu skal du atter i verden ud, Gud ved, om vi ser hinanden mere.
til top

Margarinens fremkomst
Mon ikke margarineproduktionen tog fart her i landet i 1890'erne. Margarinen blev mødt med landbefolkningens store skepsis, men denne overvandtes efterhånden, og bønderne gik tildels også over til at anvende „kunstsmør" - det blev dog trods alt produceret af animalske produkter.

Mønsteds fabrikker lavede tre mærker, „Fin", som nærmest var til bageribrug, „Ekstrafin" og topproduktet „Fineste". Omkring 1912 gik margarineproduktionen mest over til plantemargarine, som fremstilledes af plantefedt. Mærkerne Steensens Vegetaria - Mønsteds Oma og Alfa No. 56 kom frem. Margarinen skulle fra fabrikken være meget lys i kuløren, det måtte ikke ligne rigtigt smør, men så kom smørfarven frem, og folk æltede selv margarinen med smørfarve, så det fik omtrent samme farve som smørret.

Samtidig med margarinens fremkomst kom der også en margarinelov, som fordrede ansættelse af margarineinspektører. En sådan skulle holde kontrol med, om alt nu gik rigtigt til i de forskellige forretninger, dog med undtagelse af foreninger, de måtte sælge - som han udtrykte det - om det så var vognsmørelse som margarine.

Men der skulle ikke meget til, inden lommebogen kom frem, ja han havde ligefrem til tider helt kløe i fingrene efter at skrive rapporter. I butikken skulle der hænge et stort papskilt med 3 tommer høje bogstaver, hvorpå der stod: „Her sælges margarine" og ligeledes et med „Her sælges udenlandske landbrugsprodukter" - hvis der altså handledes med det, d. v. s. islandsk lammekød og amerikansk oksekød. Det var som regel de eneste skilte, der fandtes i butikken - varerne kunne sælge sig selv. Men bevares, hvis der hang noget ned fra loftet foran disse skilte, om det så var aldrig så lidt, så kom blyanten straks i gang.
til top

De første telefoner
I min første læretid var der kun 4 telefoner i Borbjerg sogn. En hos købmand M. Chr. Olesen i Skave med omstilling til forretningen i Trabjerg. Købmand Søren Jacobsen i Borbjerg havde omstilling fra købmand Jepsen i Store Ryde mølle, og endelig var der Hvam telefonkonsortium ved min læremester, købmand Jens Thomsen, Hvam kro, som havde telefon nr. 80 Holstebro. Vi behøvede ikke at forlange numre, når vi ringede til Holstebro, men efterhånden, som der blev flere abonnenter, blev det nødvendigt.

Telefonbøgerne var inddelt på en helt anden måde end dem, vi kender nu. F. eks. var Holstebro købstad opført, men bagefter denne Holstebro oplands centraler - til eksempel var både Herning, Struer, Vinderup m. fl. opført under Holstebro opland.

Når der var 10, der tegnede sig som abonnenter, blev der oprettet central, og var der mere end 4 km til centralen for enkelte abonnenter, var grundtaksten lidt større beregnet efter hver påbegyndt 100 meter. Hvam telefonkonsortium var nærmest noget i retning af et interessentselskab, hvor en del af beboerne var med formedelst et årligt bidrag på 10 kroner. Også doktorer og dyrlæger fra Holstebro gav deres bidrag, og bidragyderne måtte så telefonere så meget, de havde lyst til. Andre, der ikke havde part i telefonen, betalte hver gang, de benyttede den, og til disse penge havde vi en ret stor cigarkasse, som var slået op ved siden af telefonen.

En skønne dag var cigarkassen fyldt med disse penge, og Thomsen forespurgte de stedlige aktionærer, om det ikke lige var penge til en udflugt. Det var man med på, og stemningen var for en tur til Bovbjerg, hvis vi kunne få den nye margarinebil til turen. Det var den første lastbil, som lige var kommet til Holstebro. Thomsen forespurgte hos C. A. Astrup, som lod forespørgslen gå videre til Otto Mønsted, hvor vi fik tilladelse til en søndagstur med Davidsen som chauffør.

Vi startede i fint sommervejr siddende på lastbilens åbne lad. Efter nutidens forhold var det ingenlunde et luksuskøretøj. Der var fast massivt gummi på hjulene, og vejene var alle grusbelagte, så det støvede godt. Vognen havde fuldt læs, og humøret var højt, men da vi kom til Rammedige, standsede vi. Bilen måtte nemlig kun køre på amtsveje, så vi havde en vognmand fra Ramme til at fragte os det sidste stykke vej til Vesterhavet på en hestevogn. - Efter vores vellykkede udflugt havde Astrup mange henvendelser om at låne køretøjet til lignende søndagsture, så vores tur havde vakt opsigt i den ganske omegn, men det blev dog både første og sidste gang, tilladelsen blev givet  til top

Købmandshandel og kro
Som nævnt lå købmandshandelen i samme bygning som Hvam kro, og selv om de to foretagender intet havde med hinanden at gøre, så var der dog en vældig god kontakt mellem dem. Kromanden var Jacob Paibjerg, som var en meget hyggelig mand, hans kone, Marie, blev aldrig kaldt andet end „Mari i æ krower". I kroen havde de gerne to piger til hjælp ved det huslige samt ved restaurationen og malkningen. Der var en voksen søn og en konfirmeret dreng til hjælp ved landbruget. Denne dreng, Wilhelm hed han, kom jeg en del sammen med i fritiden, og jeg husker, han engang var meget fortørnet på kromanden. Wilhelm var meget god til at synge, og engang han havde sunget af hjertets lyst, mens han var ved at røgte dyrene, var kromanden kommet ind, og med den indledning han altid brugte, fik han sagt: „A tænt o æ Wilhelm, a haar nær saae, en kan wal et blyw fri for den hujen!"

Når folk fra Holstebro tog på skovtur, blev der gerne lejet en landauer med kusk og heste, og så gik turen ofte til Rydhave skov. På hjemturen blev der så holdt ind til Hvam kro, hvor der i den store have var slynger m. m. til fri afbenyttelse. Skulle en sådan udflugt rigtig tage sig ud, foregik den gerne i karet, som blev lejet hos „æ løjtnant" - vognmand Mourits Nielsen i Holstebro, som havde en sådan til brug ved visse lejligheder. Kareten vakte altid opsigt, hvor den kom frem, og det var vel også hensigten med at leje den. Jeg erindrer et par strofer som fandtes i kroens kørestald:

Kommer du tørstig til en kro, forlang da øl fra Holstebro.

Et andet sted hang et mere hjemmelavet skilt:

Vil du med til Hvam kro, der hvor Jacob Jensen bor, der er liv og lystighed, der går solen aldrig ned.

Men solen er forlængst gået ned over Hvam kro. Det skete kort efter, at „Mari i æ krower" og sønnen Kristian begge var døde, som de sidste af krofamilien.  til top

Hos købmanden i Vildbjerg
Jeg udstod min læretid hos købmand Thomsen på 3 år, og blev der så to år til, men så havde jeg også sat mig i hovedet, at jeg ville prøve at arbejde i andre forretninger. Jeg fik så plads som kommis hos købmand Pedersen Leth i Vildbjerg.

Pedersen Leth var en moderne købmand efter den tid, man mærkede straks, at han havde lært handelen og var en dygtig købmand. Hidtil havde jeg været vant til udelukkende at betjene landkunder, men i Vildbjerg var der også en del bykunder. Jeg har nu altid bedst kunnet lide, at ekspedere dem fra landet. Når der kom folk ude fra „æ vejster hede", Helmosedal og „æ Fjald", så var de rigtig kommet til byen og kunne let få en halv dag til at gå der.

Betjeningen bestod af købmanden og mig, der skulle have kr. 35,— om måneden + kost og logi, samt karlen Jens, der arbejdede i gården og på foderstoflageret. Drikkepengene var en del af gårdskarlens løn, hvis de da ikke udgjorde hele lønnen, men han havde selvfølgelig også fri kost og logi. Fruen hjalp hver tirsdag formiddag i butikken, for den dag blev der i gården samlet svin til Herning Svineslagteri.

Vi tog foruden svin også imod huder og skind, hvilket var et meget uappetitligt arbejde at have med at gøre, når de skulle ses efter, saltes og sendes væk.

Gårdskarlen Jens var høj og kraftig. Det første han foretog, når et køretøj ankom til købmandsgården og skulle have hestene spændt fra og sat i stald, var at hjælpe konen ned af vognen. Det havde han et vældigt tag på, og damerne lod sig gerne falde ned i armene på ham, han skulle nok fange dem. Manden derimod måtte altid selv kravle ud af vognen, selv om han var nok så stiv i lemmerne. Først

derefter blev hestene sat på stald, og den medbragte sæk med hakkelse blandet med korn anbragt i stalden. Disse hakkelsessække var ikke lige gode, for det afhang af, hvor meget korn, der var iblandet hakkelsen. Når der så var blevet parkeret et par arme husmandsheste ved siden af et par velnærede gårdmandsheste, så kunne det let ske, at Jens kom til at tage fejl af sækkene.

Min chef havde den kedelige vane, at hans humør stod omkring nulpunktet om morgenen, men eftersom solen steg, gik humøret også nogle streger i vejret, og kort forinden fyraften var han gerne helt ovenud, men næste morgen var det forfra igen. Vi tog det nu ikke så højtideligt. Vi sørgede gerne for, at han havde et eller andet, han kunne falde over, så vi lod flere gange en flaske stå ved enden af disken, sådan at han derved kunne få afløb, det hjalp altid lidt.

Den kode vi i Vildbjerg brugte til betegnelse af indkøbsprisen på isenkram og lignende var: DITMARSKEN. Hver forretning havde sin kode, men enkelte koder var meget almindelige, det gælder f. eks. den kode, vi brugte i Hvam: HØKERLATIN. Jeg har også været med til at bruge koder som SPEKULATIV og KJÆRLIGHED, men også længere remser, hvor det var det første bogstav i hvert ord, der gjorde det ud for et tal, f. eks.: Gud Lad Os Handle Så At Velstand Jeg Må Få. Den ældste kode, jeg kender, har en tid været så almindelig, at de fleste vist er gået fra at bruge den. Koden består af forskellige figurer, der stammer fra

Handelsrejsende og repræsentanter
Repræsentanterne fra de forskellige større isenkramforretninger, der holdt landkøbmændene forsynede, var af en helt anden type, end dem vi kender i dag. De fleste havde rejst i mange år, og mellem dem og købmændene var der opstået et vist tillidsforhold. De kunne fortælle historier og pudsige træk fra deres distrikt, og der var altid tid til at tale med dem.

Landkøbmændenes lokale grossist var Jeppe Schou fra Holstebro, og han var tilmed en af de mest særprægede købmænd, jeg har kendt. Han drev den store forretning, til han var langt oppe i 80-erne. Jeg har som ung købmand besøgt ham mange gange, når jeg manglede en underskrift på en veksel, for at få penge på den i banken. Der er mange, der har besøgt ham i den anledning, og hans hjælpsomhed har ofte været ham en bekostelig affære. Der fortælles et utal af historier om Schou, men mange af dem er trykt andetsteds. Af mindre grossister eller agenturforretninger kendte vi både Kong Niels i Herning og Prins Carl i Struer, men vi havde altid Schou i Holstebro at falde tilbage på - han var så bekendt for sin langmodighed med kredit.
til top

Købmand i Hogager
Jeg var kommis i Vildbjerg et års tid og kom så derefter i sikringsstyrken. Efter den lange militærtjeneste var det min agt at tage på handelshøjskole, men på grund af krigen blev det ikke til noget. I marts 1919 fik jeg selv forretning i Hogager. Jeg var den niende indehaver i løbet af 19 år, så det havde gået noget hurtigt med at skifte. Jeg var kun 22 år og skulle efter loven være 25 år for at være fuldmyndig og derved have ret til at drive forretning for egen regning. Jeg måtte derfor søge fuldmyndighedsbevilling, som jeg kort efter fik, og jeg drev så købmandsforretning i Hogager i de næste 46 år. til top