Min barndom under  2. verdenskrig.

v. Kristen Vestergaard
Noget, der står mejslet ind i min erindring er udbruddet af  2. verdenskrig. Først, da tyskerne  i 1939 gik ind i Polen, og mest den 9. april 1940  da vi om morgenen ved, at de tyske bombefly i hundredvis fløj nordpå til Norge. Dagen igennem blev der ved at komme flere fly - og børnene i Vestergaard var ude at spille pind, og de vinkede med deres pinde til et fly. Men de fik en forskrækkelse, for pludselig vendte flyet omkring og dykkede helt ned over dem med et drøn, så jorden rystede

En dag i begyndelsen af krigen fik jeg lov at  køre  med Far til Skave mejeri for at få kogt kartofler. Da vi kom til landevejen kunne vi ikke komme ud på den - lange rækker af tyske soldater til hest og med hestevogne og med kanoner og andet passerede forbi i uendelige rækker, syntes jeg. Jeg husker, at jeg undrede på, at hestene gik i takt. Senere så vi jo tyskerne, når vi engang i mellem var med rutebilen til Holstebro. De kom  marcherende i gaderne med støvletramp, sang og musik. Det skete også, at tyskerne kom til Hogager, men det var kun på øvelser. Så gravede de skyttegrave og skød på “fjenden” med løst krudt. Det var spændende. På et tidspunkt opdagede jeg, at der var kommet et nyt læbælte på Meldgårds mark - men pludselig så jeg, at læbæltet bevægede sig fremad for igen at stå stille. Det var “fjenden”, der rykkede frem camufleret som læbælte. Da jeg så gik op i vores egen mark ved kirken dukkede der soldater op bag gravstenene og bag kirkegårdsmuren - de råbte: “Herausen hier”! Så jeg fortrak pligtskyldig.  Jeg husker også, at der kom tyskere ind i stalden, når Far malkede. De ville gerne købe  æg og flæsk til at sende hjem til familien i Tyskland, for de sultede vist. De fik ikke noget hos os. Når tyskerne var forsvundet igen fra egnen, var vi altid en flok drenge, der strejfede ud omkring for at finde store dynger af patronhylstre - men der var indimellem også nogen patroner, der ikke var skudt af. De var  farlige og  spændende.

Der var under krigen en del mennesker fra Hogager, som arbejdede på opbygningen af Karup flyveplads. . Det var ildeset af de fleste, men de tjente jo gode penge ved det. Undertiden kunne vi om natten høre engelske bombefly og jagere komme ind over for at bombe flyvepladsen. I øst kunne vi se lyskasterne fra Karup afsøge himmelen for engelske fly, og ind imellem hørte vi dybe drøn fra eksploderende bomber. Morgenen derpå var der altid en masse sølvpapirstrimler spredt over markerne. Man sagde, strimlerne var kastet  fra de engelske fly for at forvirre lyskasterne og antiluftskytset. 

I påsken 1945 var jeg på påskelejr med spejderne (jeg var nemlig blevet gul spejder). Vi lå i Kjeldsmark krat i Borbjerg. Om natten skiftedes vi til at holde bålvagt. Pludselig rystedes jorden af flere store eksplosioner, og lidt senere så vi et stort lysskær på himlen. Dagen efter fik vi at vide, at det var sabotører, der havde saboteret et tog med den tyske general Lindemann ved Hjerm. Desværre fik de ham ikke. Lysskæret var fra generalens hævn. Han havde ordret sine soldater til at afbrænde en stor gård, og folkene på gården, der prøvede at redde deres sengetøj og værdier, blev beordret til at bære det ind i flammerne

Hver aften krigen igennem lyttede vi kl. 18.00 til BBC’s nyhedsudsendelse på dansk. Her kunne vi høre om krigens gang. Vi hørte om tyskernes nederlag ved Stalingrad, om general Montgommerys sejr over general Rommel i Nordafrika. Vi hørte om de allieredes landgang på Sicilien  og Mussolinis fald - han blev hængt i en lygtepæl, sagde man. Længe var vi spændte på, om de allierede ville gøre landgang ved Jyllands vestkyst? Tyskerne havde forberedt sig med kolossale fæstningsværker - men invasionen kom i Normandiet. Snart stod de allierede hære i Tyskland og russerne trængte ind til Berlin. Hvem ville først komme og befri Danmark? Russerne eller englænderne? Det var spændende - og sandelig ikke lige meget. Det blev heldigvis englænderne - men lige før de skulle overskride grænsen hørte vi - den 4. maj om aftenen i BBC det længe ventede budskab, at de tyske styrker i Holland, Nordtyskland og Danmark havde overgivet sig. Det var ubeskrivelig skønt! Mørklægningsgardinerne blev revet ned og der blev sat lys i vinduerne. Alle løb ud og jublede. Men næste morgen så vi noget mærkeligt: Vi så farbror Laust Vestergaard og onkel Ole Nielsen, Harry Hansen, Børge Smed; Jens Meldgaard og en del flere komme ned på kirkepladsen med skarpladte geværer. En bus kom og hentede dem til vagtopgaver i Holstebro. Det var den lokale modstandsgruppe, hvis opgave det havde været at modtage nedkastede våben fra engelske fly. Det foregik ude i “æ Sig” - på heden i hjørnet ved skoven bag ved mælkekusken Jens Pedersens ejendom. Våbnene blev anbragt i et usynligt depot i en hule ude i skoven. For at komme ned i hulen, skulle man ”vippe” et grantræ, som stod på en hængslet lem. Her gemtes containerne og faldskærmene fra nedkastningerne. Nogle af våbnene havde gruppen beholdt. De blev opbevaret i Harry Hansens s bistader i haven i den gamle skole. Straks befrielsesbudskabet havde lydt, var gruppen samlet hos Harry,  nu fik de travlt med at pudse fedtet af våbnene for at gøre dem skudklare . Gruppens eksistens havde været hemmelig lige til 4. maj.

Jeg tror dog nok, at min far kendte lidt til gruppen, for vi havde en tid en ung mand boende, som var ”gået under jorden”. Jeg mener, han boede på omgang netop ved gruppens medlemmer. Jeg kendte han godt, for hans forældre, Line og Christian ”Kjærgaard”,  havde boet i ejendommen nabo til Ole Nielsens, men var flyttet til St. Spåbæk i Vinding. Jeg mener, han hed Christen Emil, men vist kaldet ”Lillebror”.

Han var næsten ukendelig, for hans røde hår var blevet helt sort. Han var i en gruppe, som lavede jernbanesabotage m.m. sammen med pastor Larsens sønner fra Vinding. Jeg husker, han fortalte, at han var ansat på Birns Jernstøberi i Holstebro, men pludselig var støberiet omringet af Gestapo for at fange ham. Men han tog blot en trillebør med affald og kørte ud forbi gestapos vagt - med et Heil Hitler! Han blev senere lærer og skoleinspektør i Tim. Han er død nu.  (Læs mere herom i Christen Emils bror Gunner Christensens bog ”Metusalem - og mig” side 68 – 70 og om Hogager s. 11 – 19. Bogen er udgivet i 2003 af forlaget Queenswood. Gunner Christensen er også kunstmaler og har p.t. 2008 et par billeder ophængt i Hogager kirke).

Grethe Jacobsen fortæller her lidt om, den 2. verdenskrig.

Hvor vi i Danmark, var besat af, tyskerne, fra 9. april 1940, til 4 -5. maj 1945. Huske ikke, hvad som, i første omgang følte, måske en blanding af spænding og angst. Angst, nok mest fordi ens forældre og alle voksne, var mere, eller mindre berørte, bange.
Min far J.P. kørte mælk og da kom hjem fra mælkeruten, kunne berette, at den og den som havde mødt på ruten d. 5. maj. Havde set nogle med røde øjne og som græd. Vel mest de som havde fulgt noget med, i det sidst nye, om tyskernes hærgen,

I andre af vores nabolande i Europa og alt var så uvist, om hvad, hvordan, det skulle ende, med os, her i Danmark. Jeg husker 9. maj, som en øredøvende larm fra luften, med den ene information, efter den anden, af flyvere, som kom drønende, så lavt, at hvis gik ude, smed sig fladt ned på marken, hvis gik der. af frygt for at blive ramt af disse. Med krigen kom også rationering af så godt som alt, hvad skulle købe. selv ting, som selv havde avlet, fremstillet. Så som smør, havregryn, mel, rugbrød, melis. Og ikke mindst petroleum, dette kunne da forstå, som var importeret. Men som var afhængig af i mit hjem, hvor da kun havde petroleums lamper og lygter. Men som siger, nød lærer nøgen kvinde osv. Vi fik anskaffet en “karbid” lampe. Min mor, lavede selv smør, som blev drøjet op med kogte
kartofler. Til syltning af f.eks. rødbeder og spare på sødemiddel. Blev de kogt sammen med halv sukkerroer. I stedet for den dårlige kaffeerstatning, som kunne købes, brændte selv. Hele rugkerner i komfurets ovn, eller på en pande og selv malede på en slags kværn.

Ordentligt tøj, var en mangelvare. Alt lige fra gamle overfrakker, med mere, blev syet om, til drengebukser og hvad ved Og det varede ved til ret så mange år efter krigens ophør. Min konfirmations frakke, tror, var fremstillet af. rådne sække, og faldt sammen som en klud. Første gang var ude i regnvejr. Vi fik rationerings mærker til vores førstefødte, efterår 1952. Ved ikke hvordan klarede sig i byerne. Vi på landet var noget privilegeret og mærkede ikke til rigtig sult, da vi jo selv havde. En del råprodukter, som kartofler, æg, roer og til dels, kod, flæsk ved hjemmeslagtning. Og tror ikke der var mange hjem som ikke havde en saltkurv i kælderen.

Tilbage til krigsårene, ville da ingen gøre modstand, mod overmagten, som tog, alt fra os. Jo der blev oprettet flere frihedskæmper grupper, rundt i landet, ikke ufarlig for disse, med livet som indsats, hvis blev opdaget af “Hipokorps” “Hitlers håndlangere”: Med at komme under grusomt tortur i Koncentrationslejrene. Og for, derefter bøde med livet, for de fleste som blev taget. Tænker på Hvidsten gruppen, hvor en hel familie mistede livet Her i Hogager, Skave, var også en frihedskæmper gruppe, ledet af Skovfoged Jespersen, i Fagelkærhus, som havde den Fordel At kende alle smutveje, i skoven og deromkring.

Man brugte skovkrogen, (nirr i ær sigg) ved mit hjem til nedkastning af våben, når, fik hilsen til Holger, fra England, hvad vist også engang nær var gået galt, da var kommet til at signalisere til en tysk flyvemaskine, i stedet for den engelske, som de ventede besøg af Mine forældre var denne aften til nabokomsammen, jeg og fire yngre søskende var ene hjemme, hvad ofte var vant til og følte ikke noget frygt for, hvad enten var mørk, eller lyst. Men denne aften hørtes nogle sære bump og en tid efter. Var der nogle ansigter, som kikkede ind af vinduet, dette brød vi os ikke om. Kort efter mine forældre var kommet hjem. Blev der buldret på og råbt at det var den tyske værnemagt, skulle lukke op. Hvad blev talt om hørte ikke. Men held nok for min mor og far, endnu stod i deres gå i by tøj, men vi kunne så godt som hver aften, i de sidste krigsår, se himlen over Karup blive oplyst af projektørlys.

Der blev ellers gjort noget, fra de engelske flyvere, for at forvirre fjenden i Karup, vi kunne ret ofte om morgenen samle I bunkevis af stanniolstrimler, lige fra en ca. 4 cm bredt og to, tre m lange, til pudelignende duske, lig serpentiner. Har senere faet fortalt engang gruppen stod forsamlet i Feldborg plantage, kom til at ryste, da så en bil som nærmede sig.
En bil dengang var et særsyn, hvis ikke de var tyske, da benzin også i høj grad var rationeret på nær til ambulancer og lig. Hvem enkelte som havde været ejer af bil, før 1940, havde fået disse opstaldet, hvis ikke som rutebiler, fragtvogne fik påsat genorator bagpå. Men bilen de gæve mænd så, viste sig at være lægen, eller jordemor i lovlig ærende. Ud til Skovløber huset, hvor Fru Laura Jensen skulle føde.

Engang blev vores frihedskæmpere reddet ved at smide sig mellem nogle kreaturer. Der var også folk under krigen 40 - 45 som gik underjorden, ikke havde nogen fast bopæl, en sådan måske fik jeg fat i benet af, da var sendt på staldloftet efter hø, blev nu lidt bange, men da fortalte dette, skulle mine ord gøres til skamme, Det er bare din fantasi, blev der sagt og sådan med alt hvad mistænkelig så og hørte, måtte ikke tales om.  Forstår godt nu, når tænker på hvad følger kunne have faet for mange med K.Z. lejrer. Nu ikke alene for os her, som modsat andre steder slap vi jo meget skadesløs gennem anden verdenskrig. Husker en søndag 1944 kom en tysk desertør til os og bad om mad og fortalte at hele hans familie var “kaput” og hans bedste kammerater var “kaput” hvis han blev fanget ville han også være “kaput”