| Grethe Jacobsen fortæller |
Hogager fra
1930 -1940.
Halvfemsårsfødselsdagen
Arbejdet på
landet
Hogager og
heden
Arbejdet i
mosen 1940 - 45
Konsortiet på
Volstrup hede.
Mosefolkene og
skolen
Datidens
lønninger
Tørvegravning
bliver til briketproduktion
Heden
forsvinder
Går tanken
tilbage, hvor revling og lyng,
Hogager fra 1930
-1940
I 1930 - 1935 til 1940, var vel, i hvert fald, så
godt, jeg husker, det meste af Hogager, lynghede.
Hvor vi bor nu, På Abildholt Hedevej og som var mit
barndomshjem, fra forår 1935, mener jeg ikke, der
var mere end, en ti, tolv, så kaldt tønde land, ud
af 36, under plov, som siger og da mine forældre,
flyttede, hertil, var dette, som havde været dyrket
før, også næsten groet efter igen af lyng,
ejendommen havde nemlig stået, ubeboet i nogle år,
af hvilken grund led jeg ikke Selv der hvor, som man
vel havde beregnet, til have. Et firkantet stykke
hvorom var plantet, rødgraner, rester af disse er
der endnu. Dengang var træerne bare ikke
højere, end vi børn, med nemhed, kunne springe over
dem og jord, må jo åbenbart ikke have været så højt
i "kurs" da for, omkring halvfjers år siden, som nu.
Dog trods alt, var heden også dengang, skal lige
nævnes, brugbar til, flere ting, end bare at, fryde
sig over, når på eftersommeren, stod i blomst, da
var det nemlig, et overdådigt syn, for øjet, hvad
jeg forresten, ikke tror, ret mange, lod mærke til.
Lyng - dette, var der nok af, overalt og sådan er
måske, vores natur? hvad der er overflod af, ser man
bare ikke, før er for sent.
Nå, men, lyngen var også til nytte, kunne f.eks.
bruges til hustag, husker vi havde sådan, et lynghus,
med tækkerør, på indersiden. Tækkerørene var også
selvproducerende, for de groede, i mosen og når
mosen var tilgroet, af disse, kunne tækkerørene, med
lethed høstes, om vinteren, hvis mosen var, eller,
blev tilfrosset, da foregik, det forresten, på samme
måde, som når, om sommeren, høstede korn, med le (hjølli)
Lyngen blev også brugt, som tillægsfoder, til
kreaturerne, man mente endda, dette var, ret så
nærende, derom, skal ikke, udtale mig, det var da,
vist ikke ligefrem, køernes ”livretter", da i hvert
fald ikke, om sommeren, hvis der groede græs, ved
siden af. Men sjov episode, fra et
såkaldt, aftenkomsammen, hvor man snakkede og
diskuterede, frem og tilbage, om daglige
begivenheder. En sådan vinteraften, kom
samtalen også ind på vejret, hvor een sagde, nu
kunne vi vist forvente, "snøknoogg" = snestorm,
hvortil, een anden svarede. "Fanden” med jerr "knoogg".
A. håårr toww lass ljøønngg, i ær låårr.
= Pyt med jeres snestorm, jeg har to læs lyng i
laden. Så mente vedkommende vel, at var
godt forsynet, hvordan, så, vejret skabte sig,
hvordan så vejret fremover ville blive.
Til top
Halvfemsårsfødselsdagen
I foråret 1997. Var vi inviteret med til en halvfems
års fødselsdag i Hogager, (Martine Vestergaard)
hvor også en svigerinde, til fødselaren, var med,
vedkommende var endnu ældre, men hukommelsen fejlede
ikke noget, vedkommende, hun havde for år tilbage,
været kone i Søndergård, nu Vester Feldborgvej 1.
Marie hed damen, hun kunne huske, at de der, på
gården, et efterår, lige havde fået deres avl, af
alt kornhøst bjerget i hus, da der kom tordenvejr og
skæbnen ville, at lige det eneste lyn de så, slog
ned i laden, hos dem og alle tre udhuse nedbrændte,
til grunden og alt hvad de havde bjerget af korn,
med dette. Hvad gjorde I spurgte jeg, hvad fodrede
så med. Jo' svarede Marie, vi slog lyng og
køerne fik ikke andet, denne vinter. Der var ikke,
noget som hed forsikring, af betydning, dengang og
det var en forfærdelig, stor økonomisk, belastning,
for os. Men fortalte Marie, for at få genopbygget
igen, skovede og bearbejdede vi selv, alt tømmer,
som skulle bruges til de nye bygninger. Søndergård,
var ellers, hvad man dengang, kaldte for et af de
velhavende og større gård. Hvis man
dengang i 1930 og op i 1940rene, var i besiddelse af
en femten - tyve kreaturer, da havde man ofte, både
to karle og en tjeneste pige, plus når møddingen for
og efterår, skulle køres ud og spredes på marken,
var det ikke ualmindelig at have såkaldt, daglejer
til det grove arbejde, så, som stå i møddingen og
fylde, på vognene, hvad min far ofte blev erhvervet
til, for en - to krone, om dagen, og af sådan en
daglejer, forventede man, jeg mener, det var omkring
halvtreds læs, skulle fylde, pr. dag, men da havde
til gengæld mere end otte timers arbejdsdag.
Et mundheld, fra dengang. Det skulle være en "ringe
gård", hvis ikke, den kunne føde en "doven" mand,
det vil sige, gårdejeren, så. ikke selv behøvede, at
bestille noget, men selvfølgelig.
Til top
Arbejdet på landet
Anderledes var det dengang, som nu forskel på
menneskers, mentaliteter og pladser og en ting, som
betød meget, når skiftede plads, som regel til
første november, om hvordan, maden var, om det nu
var lige så godt et madsted, hvor kom til, som i
pladsen, man kom fra, men sådan noget, gik da ofte
fra såkaldt, mund til mund, mellem ungdommen, der,
eller der, skal du ikke fæste dig, der får de en
"elendig" føde og er "nærige" osv. osv. Men dem, som
havde de længste arbejdsdage, for nu 70 - 80 år
siden, var tit og ofte, for ikke at sige altid, var
nok tjenestepigerne, det var slet ikke ualmindelig,
at pigen, skulle vaske mælkejunger, samt vaske op
efter middagen, mens alle andre på gården holdt
middagspause og når så tjenestepigen var færdig med
dette, at følge med karlene i marken, til roehakning,
hø og kornbjergning, samle kartofler op og lignende,
for igen at hjælpe til ved det huslige, efter så
kaldt "fyraften", ja', så sent som, da jeg kom ud at
tjene i 1945, til 1/11. skulle man huske, når der
blev fæstet, for et år frem i tiden, at blive fæstet
sådan kunne, få lov, at komme med til gymnastik, men
det var sandelig også nogle steder, to aftener om
ugen og allerede kl. 20,30. I de fleste landsogne
var det så praktisk, at karlene først havde
gymnastik, i forsamlingshuset, nemlig fra kl. 19,30
og til 20,30, fordi de nemmere kunne blive færdige,
med dagens, gøremål, en time før pigerne.
Til top
Hogager og heden
Hogager og heden. Som nævnt før, her i mit hjem, var
det meste af jorden, uopdyrket hede og sådan var det
rigtig mange steder. Her mellem os og vores nabo i
Abildholt Hedevej nr. 2, var der da, jeg var barn,
jeg mener, omkring, i hvert fald 50 tønder land
hede, som vist nok ejedes af, såkaldt
kreditforeningen, min far blev forresten, dette
tilbudt, på et tidspunkt, jeg mener, det var, sidst
i trediverne, bare han, ville skrive, sit navn og
overtage gælden på 2,700, men turde ikke, kan jo
også sige, at dette ville være noget af en gæld, at
få og når, en dagløn, kun var på, to kroner. Men
tiden ændrede sig, skal jeg love for. Da vi overtog
mit barndomshjem, til november 1952, gav vi
45,000kr. for hele "molevitten" og da var der lige
bygget nyt, stald og lade, samt at de alle 36 tønder
land, på nær et stykke mose, var opdyrket og nu år
1999, hvor vi solgte, det meste af jorden fra, var
prisen steget til 70.000 kr. det var så godt nok pr.
hektar, men alligevel.
Til top
Arbejdet i
mosen 1940 - 45
Nu den største forandring, i og med Hogager, vil jeg
tro, kom med krigen, 1940 - 1945, måske længere,
hvor tørv pludselig, fik stor værdi. Der var en
stribe så kaldt engareal, på en, jeg vil tro, 50 -70
meter bredt, vor lang ved jeg ikke, men den begyndte
hos vores nabo i nr. 2. og strakte sig, til et
stykke ud i Heselå, hvad betød, da det viste sig, at
under engen, var der tørv og i et hvert landbrug,
lille, som større, hvor hørte, sådan et stykke,
eng/mose til, blev der ellers gravet tørv, gode, som
mindre gode, alt kunne da sælges og indbyggertallet
i Hogager, dog nok mest om sommeren, steg,
pludselig, næsten til det dobbelte, vel ikke som i
brunkuldslejrene, i Søby og Abildå,
Til top
Men dog noget i denne retning. for man sku ved ælte
og presse maskinerne have arbejdere til Jeg ved ikke
om kan sige, stakkels mennesker, for man skulle jo
have folk til hjælp, og "guderne", må vide, hvilken
forhold stakkels mennesker, levede under, for det
var vel en slags frivillig tvang og de skulle, vel
tjene til føden, måske ikke stort mere og "husene",
eller barakkerne, de boede i, ville nogen i dag vel
knap, byde sine høns, eller husdyr, nok var der
forskel, på disse barakker, såvel som på folkene,
som beboede dem, ens for dem alle, var det, at kunne
få arbejde og tjene penge, men i sådan en barak, jeg
vil tro, på højst ti kvadratmeter, kunne bo en
familie på f, eks. otte personer, uden vand og El
indlagt. Vand har jo nok fået, fra en, eller anden
boring, som måske, kun har måttet bruge til mad og
drikkevand og hvem tænkte, vel på, at vaske sig, når
man alligevel blev, ligeså "beskidt", snavset, i
morgen igen. Nogle levede, måske mest, fra hånden og
i munden, som siger og vel ligeså med lodsejerne, nu
pludselig på, en forholdsvis, let måde, kunne komme
til, mange penge og enkelte, udnyttede måske også
hinanden, jo, menneskerne, var vel ikke stort
anderledes dengang, end de altid har været og i
handel og vandel, klarer, enhver sig selv.
Til top
Konsortiet på
Volstrup hede.
Der var på Volstrup Hede et stort engareal som
strakte sig syd for Feldborgvej. Som var ejet af et
konsortium. "Konsortium"= betyder vist, at flere var
ejere af dette, jeg mener, en fire, måske fem, af De
gæve Hogager beboere og igangsætteren, af
tørvegravningen, var en mand for det, tør godt her
nævnes ved navn. - Ole Nielsen, daværende en slags
altmuligmand, eller "Georg Gearløs", som havde
cykelsmedje m.m. forretning, avlede selv, tobak i
sin have, som blev lavet i cigarer, man kunne også
blive klippet, hos Ole Nielsen, som havde til huse,
på nu kaldt Hogagervej 14. Ole Nielsen var gift med
Else Vestergård, en søster til købmanden Laust
Vestergård, Jens Kristian Vestergård m, fl, men de
to nævnte, mener jeg var med i det såkaldte
”Konsortium", hvor cykelsmeden, stod for
foretagendet. Ole Nielsen var, en rar, gemytlig og
ikke smålig arbejdsgiver. Else og Ole Nielsen var
barnløse, kan gisne om, derfor, måske? Men husker
jeg, med glæde og optimisme løb, lige bortset fra at
havde flænget hælen, på en dum halv flaske, som stod
i bunden af en grusgrav, som skulle springe over og
det kunne lige passe, at stubbene, hvis ikke passede
på, de stubbe, på nyslået lyng, kunne ramme, op i
såret, på det såkaldte tykke på hælen, næh hvis vi
passede tiden og rejste tørv, for Ole Nielsen, kunne
tjene, en ti krone seddel, på en dag og det var
ingenlunde, så lidt dengang. Man fik afregning,
efter "slange", kaldtes det vist, eller
"slangerække” Ole Nielsen havde altid en rosende,
eller opmuntrende, bemærkning om, at du sandelig har
været dygtig og man fik altid rundet op, med et par
"slanger" mere end egentlig havde rejst. Der var
ovre i "konsortium", et så kaldt, "ælteværk" som,
der hvor tørvedyndet kom op i og blev æltet med
vand, til en slags pløre Hvor pløren, blev kørt ud,
var så fladt og fri for græs og lignende, som et
stuegulv, derfor måske? Så og så mange tørv kunne
rejse. Når sammenligne med, hvad enten det var,
såkaldte, ælte, eller presset tørvedynd, som var
lagt på, en forhenværende græsmark og græsset så var
groet godt op imellem tørvene, da skulle der
virkelig hænges i for at kunne tjene, få en krone,
eller to om dagen og så med meget mere slæb. Der var
også, i krigsårene, ved ikke, hvor længe blev efter
krigen, en fastboende, tørvefabrikant, som kaldtes
Anders Fisker, har ikke hørt hvor navnet stammede
fra og om dette var mandens rigtige navn, ved jeg
ikke. Nok om dette, men manden havde også et
"ælteværk", ovre i noget vi kaldte "Hwiimus". Det
var også efter hvad jeg husker, et meget godt sted,
at få arbejde.
Til
top
|
Mosefolkene og
skolen
Et af Anders Fiskers sommer boende, fremmede en
slags gæstearbejdere, hvor børnene derfra også gik i
Hogager skole, jeg husker en pige derfra, som gik i
klasse sammen med, det var hvad vi i dag ville kalde
fjerde, eller femte klasse. Dengang var det dem små
og store i tredje Vi havde på dette tidspunkt, en
såkaldt vikar, som jeg egentlig nok tror, gerne
ville, gøre et stykke arbejde, med orden og deslige,
var her bare kun så kort tid, jeg syntes da. De
vikarer skiftede, sådan, jævnlig. Ikke mere om dette
nu, men hun den fremmede pige, var større og mere
udviklet, end nogle af os andre og jeg kan huske,
jeg beundrede. Lilli Dalvang, hed pigen, havde ikke
været i skole, nogle dage og da hun mødte igen,
havde hun et tørklæde bundet om hovedet, ikke som
malkepiger, satte et klæde om hovedet, men som vi
fleste vel lærte siden hen, med en slags rulle i
panden. Nå vores vikar, som vi havde, spurgte Lilli
hvorfor, hun ikke havde været i skole, de sidste
gange, Havde det været en af andre, som var spurgt
ligeså, ville vi sandsynligvis, have svaret at vi
havde, været syge, dette var der jo ikke noget at
sige til trods, både læreren og vi vidste det ikke
passede, men havde været i mosen, for at tjene
penge, hvad læreren, hvis ikke var alt for "tumpet",
snart kunne gennemskue, men jeg har nu aldrig duet
til at stikke løgne, i hvert fald ikke uden at blive
meget' forlegen og dannebrogs farvet i fjæset. Men
Lilli Dalvang rejste sig og svarede læreren højt og
tydelig, da blev spurgt, hvorfor hun ikke havde
været i skole, Lilli, det var fordi, jeg havde utøj
i håret.
Tænk at kunne stå frit og sige sandheden og så om
lus, hvad ellers, hos os andre, såvel lus, som
lopper, som fnat, det var da ikke noget man snakkede
om, men derimod skjulte for hinanden, indtil, flere
år efter, krigens ophør, sådan i munter lag, når
dette kom på tale, tja så vidste det sig at,
faktisk, alle Hogagers fastboende, havde haft både
lus, lopper, og fnat, fnat bredte sig som ringe i
vandet, unge og ældre med, var vel dengang, hverken
værre, eller bedre end nu, hvis en pige blev fulgt
hjem, af en karl og en af disse havde smitten, så
hvis pigen senere skulle være babysitter hos naboens
børn osv. Vi i mit hjem havde i hvert fald, "utøj" i
håret, to gange, mens jeg var barn.
Den første gang, var godt nok tror jeg, før krigen,
for jeg mener jeg var en af de mindste, som skulle
turen igennem, med petroleum og noget, man kaldte. ”sepedelleædikefrø”
som min ældste bror skulle hente på Haderup apotek,
hvor der åbenbart var, en lidt nævenyttig apoteker
lærling, som spurgte, min bror hvad han skulle bruge
dette til jo' svarede min storebror, det er noget vi
skal bruge, at vi så endnu en gang vi havde lus, Nr.
to gang vi havde lus, da husker jeg det som, at jeg
har været en ti, elleve år og da brugte vi til
udryddelse, af disse "småkravl", kviksølv, rørt ud i
ren svinefedt og derefter gnedet i håret, dette var
i hvert fald effektiv, men jeg husker også, at det
var sjov, at lege med, i en lille flaske, for man
kunne, ved at ryste lidt med flasken. For man kunne
få en klump, på størrelse med en tommelfingernegl,
til at dele sig i hundredvis, af små sølvperler. De
to gange vi havde fnat, mener jeg var, med bare et
par års mellemrum. Dette begyndte, mener jeg,
med en ulidelig kløe, mellem fingrene og på maven.
Udryddelses - middelet, til dette, husker jeg som
noget sort tjæreagtig, sort fedtet "stads", som fik
smurt over hele kroppen og som sved, så ved ikke
hvad, har tænkt på siden, hvor måtte dette ikke have
været besværlig og et enormt arbejde for en husmor
og ikke mindst min mor, da når vi havde ligget med
dette sorte, en nat, så skulle, såvel senge, som
undertøj skiftes, på hele flokken og når tænker,
hvad smule havde at gøre med dengang, med
rationering af næsten alt.
Nu ikke så lidt værre, måtte det have været, for
vores stakkels nabo børn, hvor deres mor sammen med
nr. seks barn, døde i barselseng og fra fem
ukonfirmeret børn. Manden til disse
havde nogle år, lidt, mere, eller mindre, heldige og
uheldige, husholdere, som bjergede dem fnat til huse
og alle, lige fra den mindste på kun et til to år,
så befængt med fnat, at de måtte på sygehus, sammen
med alt, hvad havde af sengelinned og dyner, for at
blive, få alt renset.
Lopper er vel knap vær at nævne, for de var vel bare
overalt og havde rig mulighed til at formere sig, i
sengehalmen, såvel som i nedslidte og ormstukne
gulve. Hos min moster og onkel, hvor var på ferie
hos hver sommer en uge. Min moster havde, var endda,
hvad nu i dag ville kalde, en kone, "med kost og
spand", men så rar og der var den forskel fra der og
i mit hjem, at hvis, der bare var en loppe, i
sengen, da skulle den fanges og tilintetgøres, for
dette kunne, min kusine og jeg da ikke være tjent
med, at have, hvor skulle sove og jeg fik nogle
næsten sårløse arme og ben, i ugen hvor var på
ferie. Nu november 2000. Hvor er det på en gang,
både sjov og meget, meget mere, at sidde, i ro og
mag og genopleve, om så nogle efterkommere bryder
sig, om min fortælling og så nær sandheden, om hede,
eng og mose beboere, som jeg synes, kan komme, ved
jeg ikke?
Til top
Datidens lønninger
En daglejers, dagløn, fra 1930 verne, jeg har
fundet, i en gammel dagbog, som har tilhørt min far.
Ligeså, fra nogle gamle mejeriafregninger, kan se,
at i et område, hvor har været 63, små, som lidt
større landbrug, hvor leverede mere eller mindre
mælk, til Skave mejeri og hvor vel nok kan nævne, de
ikke uvedkommende lyspunkter, fra dengang, nemlig
for de flestes vedkommende, var nogle hyggelige og
sunde familie sammenhold, hvor alle hjalp til, af
bedste evne, med at tjene til de daglige
fornødenheder. i dag er vel ikke flere end kan
tælles, på en hånd der levere mælk, nu til enorme
store mejerier. Hos de mindste brug, fra før, må vel
også nævne, at for de flestes vedkommende, havde
udearbejde, ved siden af landbruget.
Udearbejde, i skov, mose, eller som daglejer, hos de
lidt større landbrug, vel nok mest Sæson præget, men
hvor en såkaldt daglejer, kunne risikere at fylde
møg, stå i møddingen, ti til tolv timer, pr. dag.
til en løn af to - tre kroner og kunne vel også
risikere, at gå fra det ene sted, til den anden, i
en fjorten dage, til tre uger. Jeg mener at have
hørt og set, at den dag, havde lejet en, daglejer da
var alt forud, tilrettelagt, så at den ”kostbare”
daglejer, kunne udnyttes så meget som mulig, men en
"skæg" episode derom, har også hørt, fortælle,
nemlig da et, fra de lidt, større brug, ville leje
en mand, fra de lidt mindre brug, til
kartoffeloptagning, at svaret lød, som sådan, du kan
jo bare lade være, at sætte flere kartofler, end du
selv, kan samle op. Jeg har forresten selv været med
ude at samle kartofler, i såkaldt" kartoffelsjak"
som dengang, i 1950 til i 60erne, men da til en
timeløn, som så vidt husker, var fire til fem kr. og
husker engang, vi samlede kartofler, til hel hen i
december og det kunne hænde, at der stod is mellem
rækkerne.
Hvor længe man blev ved med tørvegravning i Hogager
og der/omkring ved jeg faktisk ikke bestemt, men vel
hel op i halvtresserne. Jeg kom ud at tjene i
efterår 1945 og sommeren derefter altså 1946 huske
jeg vi havde, hvor jeg tjente, tre tørvearbejdere,
på kost og logi, for dette med logi, må siges, de
logerende ikke var fordrings fulde, ikke noget med
senge, de fik et loftrum, til rådighed, i
fællesskab, hvor der blev, et par knipper hø, op,
det må ej heller have været særlig rart, hvad duft
angik. Da de såkaldte kostfolk, igen i efteråret,
brød op og sagde farvel og tak, og var rejst igen,
skulle jeg gøre rent i kammeret efter dem, altså
hvor tørvearbejderne, havde haft logi, en af disse,
må åbenbart, ikke ligge tør, om natten, for da
fjernede høet med en "fork", "greb", var det en
sammen groet klump og lugtede, så jeg ved ikke hvad,
af gammel urin og loft brædderne hvor høet havde
ligget, var fuldkommen opløst og rådden og de var
forholdsvis nye og friske, før vores logerende kom.
Til top
Tørvegravning bliver til briketproduktion
I efteråret 1946 fik jeg plads fra første november i
Nybo, et sted mellem Sunds og Herning og fulgte som
følge deraf ikke rigtig med i hvad der foregik i
Hogager. Men da min mand og jeg overtog "godset" her
til november 1952. var det ikke tørv, længere, men
noget man kaldte formbrændsel, som fyrede med, det
samledes hvor, man endnu havde et stykke tørvebund
under, hvad blev samlet på denne måde, først
harvedes engen, eller smuldstykket, som dette da
kaldtes, hvorefter skrabede smuldet sammen og
derefter blandedes med vand og blev presset igennem
en maskine og kom ud i pølser, i omfang som, en
mellemstor spegepølse Vi købte, som noget af det
første, efter var kommet hertil, et halv ton
formbrændsel af Alfred Rasmussen fra Søndergård,
forresten en skæg og dejlig menneske at handle med,
der blev ikke lagt noget under "stolen", som siger,
da jeg spurgte Alfred nu er der vel ikke for meget
sand imellem, svaret lød, fra Alfred, med et smil,
jo' det er det eneste jeg vil garantere for, Hvor
meget sand, i forhold til brændsels værdi og ikke,
det ved jeg forresten ikke, dog var de noget mere
behagelige at fyre med, end kvas og meget andet og
ene sand har det da ej heller været, for asken, som
kom derfra var rød som ræven, der var til gengæld
meget, skulle tømme, ær "årskskof"- askeskuffen
mindst tre, fire gange daglig. Min bror N.K.
arbejdede for resten i "smuld", hos Alfred
Rasmussen, i Søndergård, den første sommer vi var
her og havde da kost og logi, hos os, dog i en
nogenlunde seng, uden hø og jeg opdagede, da ikke,
at han ikke kunne holde sig tør, om natten, blot at
vi havde det hyggeligt sammen, men dette med "smuld"
og formbrændsel, kunne min bror Niels Karl nok meget
bedre, end jeg, give en udførlig, forklaring på.
Til top
Heden forsvinder
Nu tilbage til 1940 - 1945. Hvordan den sidste hede
forsvandt, eller bare noget af det sidste og blev
til landbrugsjord, har jeg hverken, dato, eller
årstal på. De ca. 50 tønder land, måske mere, som
min far blev tilbudt af Kreditforeningen for 2,700,
blev købt, af en landmand, fra Herrup, ved navn
Laurids Dahl. Ved ikke om der måske har været, noget
jalousi fra min mors side, for hun sagde ofte. ”No
kommerr ham æ swortt Dåårrll” (Nu kommer ham
den sorte Dahl).
Jeg husker, en dag, gik hjem fra skole helt fra
Hogager, kunne jeg se en enorm ildebrand, ude i
retning af vores hjem og brandbiler kom susende,
hvad tænkte et barn. i første omgang, følte i hvert
fald meget stor rædsel, er det vores hjem, eller
uha, det er vist også skoven, som brænder, løb som
remmer og tøj kunne holde, indtil nåede til Hedevej
2. da kunne skimte, gennem røgen at vores små huse,
ikke brændte og da vist, ej heller skoven, men ”æ
Dåårrll å hans'hirr".
Heden havde vist, behøver ikke sige vist, for dette
havde været, så kaldt, dybdepløjet, engang før, men
var igen groet til, med lyng og for så længe siden,
at vi havde stier, eller sandveje, hvor kunne skyde,
genvej over, når man skulle til skole. Hvor kunne
plukke i spandevis af tyttebær, når årstiden var
dertil og ikke mindst, så godt som, næsten hver gang
løb derover, kunne finde flintestene, store, som
små, fra vores forfædre, Stenalderfolk, eller
vikingetiden, vi har endnu en enkelt liggende, men
ellers forefindes, de fleste, vist nu på, det lille
museum, i Jens Jensens anlæg, i Haderup. Alt dette
var nu forbi, men værst, var det gået ud over alt
"småkravl", som før var levende, jeg kan endnu se
for mig, skeletter, af hugorme under, også
afbrændte, små fyrrebuske. Snakken at, æ Dåårrll
selv havde, påsat branden, ved ikke, om manden
klarede frisag, ved at fortælle, at det måtte være
sket, fra nogle gnister, fra traktorerne, som man
pløjede med. Fakta, var, at ilden heldigvis, ikke
havde bredt sig, til skoven,
Til top
Mel: Langt højere bjerge.
Går tanken tilbage, hvor revling og lyng,
herude pa jorden, den flade.
Med enggræs, hvorunder, lidt mose op dynd,
var mest, hvad i Hogager havde.
Af fattige bønder, vist dengang var flest.
Man nøjsom sig klare, som de kunne bedst
Da langt mellem gårde, beboelse var,
Af viber og lærker var flere.
I
lyngen, sig harerne, tumlede da,
blandt hugorme, urfugle reder.
Da bøndernes ønske, herude, vel her,
var fremgang og ejendom, hver enkelt især
Som følge deraf, langsom lyngen man slog.
hvad dengang, var ingenmands "tæppe"
os slidsom, med "lyngle", af lyngen man tog,
knap sansed, den blomstrende tæppe.
Med tiden fik plejet, den sandede jord,
hvor afgrøde, deraf vel næppe vor stor
men pludselig engen, hvorunder, var
dynd,
værdi fik i Danmarks rige.
Af penge, gav flere, end jord under
lyng
og tørv fik værdi,
uden lige.
Med krige, son hærge, hvad vi hørte om,
men tænkte, vel ikke, til Hogager kom
En ejer af engen, hvorunder, var tørv,
af indkomst, os mer kunne give.
Gav arbejd, til alle, ja. voksne, som børn,
Nu mere end kunne bestride.
de fremmede her "importerede" da
og arbejd, til alle, ved tørvene var
Men "krigstid" fik ende og tørvene med,
såvel, som komfur, kakkelovne.
Vor sandjord, herefter, værdi fik derved.
Hvor sparsom, kun rug kunne avles.
Gav mergel og gødning, nu frodig vi ser,
at majs, raps, som hvede, det trives kan her
Grethe Jacobsen
Til top
|
